Alle kan være med på mountainbikesporet
Mountainbike en af de sportsgrene, der lige nu oplever størst interesse og udvikling i Danmark, og det vurderes at omkring 200.000 personer jævnligt dyrker sporten.* En af dem der er med, hvor de tykke dæk rammer skovbunden og mudderet sprøjter er Jens Bønk Andersen på 49 år fra Hundested. Han har kørt intensivt de seneste fem år, og elsker at komme ud på to hjul i skoven.
“Det er fed sport, hvor pulsen kommer op samtidig med at man oplever naturen,” siger han. I den periode, hvor Jens har været med, er der sket meget med sporten og ikke mindst mulighederne for at bruge naturen til den.
“Der er en stor udvikling, og det er virkelig blevet den nye sort, at man skal køre på cykel. Ikke mindst mountainbike, og jeg møder flere og flere på sporene. Her er mange lokale, men der valfarter også folk fra Hillerød og København hertil,” siger han.
Med hertil mener han det nye, flotte mountainbikespor i Tisvilde Hegn i Nordsjælland, der er udviklet i samarbejde mellem Naturstyrelsen og Tisvilde Hegn Sporlaug.
Sporet, der er 27 kilometer langt, er i særklasse, og udmærker sig fra mange andre spor, der mere eller mindre er opstået af sig selv. Sporet er planlagt og anlagt fra ende til anden, og starter ved et lille skur på Nyvej tæt på Asserbo. Her sendes køreren afsted på nøje planlagte stier med godt underlag. Den sandede jord i området er en stor fordel i forhold til at sporene ikke smadres af for meget regn og kørsel. Desuden er der på den sydlige del af sporet anlagt en såkaldt teknikbane med 20 balance og teknik-udfordringer.
Sporet består af to runder, der kommer rundt i det meste af Tisvilde Hegn gennem forskellige terræner. Sporet er et såkaldt blåt spor, hvilket betyder, at sværhedsgraden er i den lette ende, og velegnet for mountainbike-ryttere med lidt eller nogen erfaring.
Selv er Jens på cyklen tre gange om ugen med 25-35 kilometer per gang. Egentlig blev han grebet af sporten ved et tilfælde. Bøvl med knæet fik ham væk fra rugby og op på cyklen, og da et familiemedlem forærede ham en brugt mountainbike var han solgt.
Hans barndoms glade BMX-dage blev genoplivet på den arvede cykel, men efter kort tid stod det klart, at den gamle mountainbike ikke nok.
“Hurtigt ville jeg gerne opgradere med bedre affjedring. Generelt kan man jo opgradere i det uendelige, men jeg synes, man får rigtig meget for pengene ved køb af Hardtail fremfor Fully, når man køber mountainbike. Alle mine cykler er købt lokalt hos Ditlev Cykler, som altid laver dem med et smil,” siger Jens..
Han understreger, at selvom mountainbike er en udstyrssport, er der meget lidt snobberi indenfor sporten, og at det ikke er vigtigt, hvor dyrt dit udstyr er. Det vigtige er at dele glæden på sporene.
“Alle steder jeg har kørt er der en stemning af at alle kan være med, og at vi hjælper hinanden. Det er tit at jeg kører med nogle jeg ikke kender, men bare møder på sporet - hvad enten de er der som klub eller alene,” siger han og fortsætter: “Desuden er det en sport, hvor man kan køre sammen på tværs af niveau, da der er forskellige sværhedsgrader af sporene. Mange kører også ruterne med deres børn, hvilket jo er super hyggeligt,” slutter han og tilføjer: “Tjek det ud!”
*Ifølge Danmarks Cykle Union og et en skøn baseret på salg af cykler i Danmark i 2017.
Læs også Cykelsmedens hurtige tips til begynderens køb af mountainbike
Tekst: Kristian Westfall - Westfall Kommunikation
Billeder: Frederik Juul - Effective Media